Nyttige skabeloner og værktøjer til content marketing

Nyttige skabeloner og værktøjer til content marketing

I det sidste hovedafsnit i Content Marketing Bogen er der henvisninger til en række skabeloner og værktøjer til content marketing arbejdet i praksis. Dem finder du alle her. Til nogle af de omtalte content marketing værktøjer får du endda rabat som læser af bogen. Så kig med og få din content marketing værktøjskasse fyldt op.

Content marketing værktøjer og skabeloner

Skabeloner og værktøjer til indholdsplanlægning

Content Marketing Bogens kapitel 10 handler om at nå deadlines og planlægge indholdet ved at bruge en indholdsplan. For de fleste er den cykliske indholdskalender den bedste tilgang. Der findes deciderede planlægningsværktøjer på markedet, men du kommer et godt stykke ved blot at anvende et helt almindeligt regneark – eller et Google sheet, hvis dine kolleger også skal have adgang.

Her kan du downloade en skabelon til en indholdskalender.

Har du mere end 4-5 kanaler eller versioner at holde styr på og er der mange involveret i processen, er det værd at at kigge nærmere på deciderede værktøjer til planlægningen. Trello er et populært projektstyringsværktøj som fungerer godt til planlægning af indhold. Arbejder du med blogindlæg i WordPress og distribuerer dem på sociale medier er CoSchedule en stor tidsbesparer, der samtidigt giver et godt overblik.

Story mapping holder styr på idéerne

Nogle mennesker får flere idéer til indhold, end de kan bruge i en livstid. Og de kommer som regel frem, mens du står under bruseren, på vej på cyklen eller andre ubelejlige tidspunkter.

Her kan et simpelt værktøj hjælpe dig – både med at holde styr på dine mange idéer og med at tvinge dig til at fremtrylle nye idéer, hvis det ikke kommer så let. I denne fil får du et eksempel på et skema, som du kan bruge til at kortlægge dine idéer – også kendt som story mapping. Husk at du skal rette det til, så det passer til din virkelighed, for det kan være, at du kun bevæger dig på et dansk marked eller at du måske har hele verden som dit marked.

Idéen er, at du plotter dine idéer ind og dermed får et overblik over, hvor du har masser af idéer, men også hvor du måske har brug for flere idéer. Det kan være, at du får øje på, at du mangler idéer på owned media eller, at du mangler idéer i earned media. Det gode ved at få øje på det er, at det ofte er nemmere at få idéer til at flyve, når du får en ramme at tænke dem i.

Værktøjer til søgemaskineoptimering

I bogens kapitel 13 stiller vi skarpt på SEO i content marketing – også kendt som søgemaskineoptimering. Her har du i første omgang brug for at finde ud af, hvilke udtryk og spørgsmål, dine potentielle kunder bruger, når de har et problem dine produkter eller tjenester kan hjælpe dem med. Du skal altså lave en søgeordsanalyse. Her vurderer du også, om du har en realistisk chance for at lave indhold, der kan ramme side 1 på Google – “Hvordan parterer jeg en kylling” er allerede taget. Til at finde ordene og deres popularitet kan du starte med enten Google’s egen Keyword Planner (kræver Google Ads konto) eller Übersuggest.

Hvis du vil se, hvilke spørgsmål folk stiller relateret til dine produkter er det danske værktøj Storybase yderst velegnet. Og som et af de få værktøjer, har det en god database på dansk.

Til at finde ud af hvilke søgeord dine konkurrenter bruger og hvor store chancer du har for at udkonkurrere dem, er der flere værktøjer til rådighed såsom Moz Keyword Difficulty og SEM Rush. Du kan få en gratis prøveperiode på begge værktøjer.  Det danskudviklede værktøj Accuranker er også rigtig godt til at holde øje med dine og konkurrenternes placering på vigtige søgeord. Her har du også en god deal som læser af bogen: 50% rabat den første måned.

Men inden du når så langt, så husk at læse og krydse listen af med Google’s retningslinjer for webmastere.

Content marketing værktøjer til monitorering

Uanset om du har tænkt dig at gå i gang med content curation, som du kan læse om i bogens kapitel 14 eller du blot vil have fingere på pulsen i forhold til, hvad dit marked siger om din forretning på sociale medier, er det en god idé at gå i gang med at monitorere sociale medier.

Her får du en liste over gratis værktøjer, der kan hjælpe dig med at monitorere:

Twitter lister – her får du selv mulighed for at samle interessante profiler og følge dem. Andre kan også følge dine lister og du kan dermed hjælpe dine fans med mere nyttigt indhold. Eller du kan følge andres lister.

Hootsuite.com – her får du streams serveret med indhold sorteret efter de hashtags eller søgeord, du vælger. Er stærkest på Twitter, men kan også bruges til Facebook.

Tweetdeck – minder utrolig meget om Hootsuite. Bedste feature er, at du kan vælge at få pop-ups på din desktop på de søgetermer som er afgørende for dig, så du i en travl hverdag får det smidt lige i hovedet, hvis noget er vigtigt. Fx. kan du også vælge at få en pop-up hvis én profil på en af dine Twitter lister poster noget.

Ifttt.com – den nørdede version, hvor du selv kan programmere din overvågning. Fx. kan du bede om at få en mail, hver gang en person poster noget på Instagram eller et bestemt ord optræder på Twitter. Eller du kan vælge at få en mail, når vejrudsigten lover mere end 25 grader, så du kan planlægge dine opdateringer i god tid og tage på stranden. 🙂

Feedly.com – giver dig mulighed for at få forskellige former for lister serveret som feeds, hvor du kan se, hvilke du allerede har kigget på og hvilke du ikke har.

Vil du se om dit indhold gør sig fortjent til omtale andre steder, kan danske Overskrift.dk eller TalkWalker hjælpe. Sidstnævnte kan du sætte op til at sende et dagligt overblik på bestemte brand- eller firmanavne. Der findes også professionelle værktøjer til større teams. Her kan vi også nævne det danske værktøj, Falcon.

Rigtig god fornøjelse med at finde de rigtige content marketing værktøjer i dit videre arbejde! Vi håber at bogen er en god hjælp og husk: Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du går i stå eller har spørgsmål.

Og for en god ordens skyld. De rabatter du kan få på de omtalte danske værktøjer, tjener vi ikke noget på. Det er nyttige content marketing værktøjer, som er udviklet af dygtige, mindre virksomheder, der fortjener en hjælpende hånd. Så brug dem via links fra denne side og støt op, mens du gør dit eget content marketing arbejde lettere.