Passér gaden: Google afvikler Authorship

Passér gaden: Google afvikler Authorship

Dette er Content Marketing Bogens automatiske højtalerudkald. Vi bringer en rettelse: Google Authorship er ikke længere noget, du bør tænke over i dine content marketing planer.

Content Marketing Bogen er ingen håndbog – men alligevel nyttig

Da vi skrev Content Marketing Bogen var ambitionen, at bogen skulle være nyttig for dig som læser. Vi ville inspirere dig og hjælpe dig videre. Samtidig ville vi heller ikke gøre Content Marketing Bogen til en håndbog, men jo mere detaljeret du bliver desto mere praktisk og nyttig bliver du som regel også.

Det er en balancegang, og derfor er bogen holdt på et strategisk og operationelt niveau. Der findes masser af praktiske guides allerede. Det kan være, hvordan du holder øje med, hvad folk siger om dit brand på sociale medier, hvordan du bedst arbejder med video som en del af din content strategi, eller en helt tredje ting, som du får brug for at sætte dig ind i på din content marketing rejse.

Desuden er dem, der skriver den slags guides, ofte knalddygtige på lige netop deres felt.

Google afvikler Authorship = Ingen frimærker i søgeresultaterne

Google afvikler AuthorshipMen i online-verdenen kan ting ændre sig fra dag til dag. Så nogen af de ting du kan læse om i Content Marketing Bogen har langt mindre betydning nu.

Allerede ugen efter vi lancerede bogen, annoncerede Google ændringer til Authorship. Så når vi skriver, at du kan få små frimærkelignende billeder af forfatteren til en artikel i søgeresultaterne ved at bruge det såkaldte Authorship Markup, gælder det altså ikke længere. Hvis du ser et billede i søgeresultaterne, kommer det fra et indlæg på Google+.

I slutningen af august offentliggjorde Google desuden, at Google Authorship ikke har nogen indflydelse på søgeresultaterne.

Masser af muligheder for at skabe relationer

The devil is in the detail, som de siger på engelsk. Denne lille detalje bør dog ikke afskrække dig fra at bruge Content Marketing Bogen som inspiration til at lave nyttigt og underholdende indhold, som bygger relationer mellem dine kunder og dit brand.

Så ingen grundlæggende ting er ændret. Vi synes bare, vi ville fortælle dig, at Google afvikler Authorship, inden du selv finder ud af det.